Citater og testemonials – sagt af børn og voksne om ensomhed og +DIG2019-04-01T12:17:03+00:00

Citater og testemonials – sagt af børn og voksne om ensomhed og +DIG

Du kan være med i +DIG på mange forskellige måder: Fx som frivillig Læsehest, som frivillig i en forening med aktiviteter for børn og unge, som medlem af +DIG-alliancegruppen eller som en fagperson, der er ansat i Lejre Kommune.

Læs her, hvad engagerede aktører i +DIG-alliancen selv siger om deres baggrund for at være med.

Er du allerede med og har du lyst til at få dit eget citat med, så kontakt +DIG-sekretariatet.

Alliancegruppen

Læs hvad medlemmer af +DiG-Alliancegruppen brænder for og gerne vil opnå med indsatsen

CITATER

Erhverv, foreninger, frivillige og forældre

Læs hvad der motiverer de frivillige aktører som forældre, foreningsfolk og erhvervsfolk

CITATER

Børnene og de unge

Læs hvad børn og unge selv siger om ensomhed, fællesskab og venskab

CITATER

”Det er meget nemmere at sige at man har det godt, selvom man har det ad helvedes til”

21-årig pige i Lejre Kommune

”Ensomhed er som vand. Det omklamrer dig indtil du ikke kan få luft”

Anders, 15 år fra Lejre Kommune

”Jeg snakker ikke rigtig med andre om mine problemer. Det er ikke fordi, jeg mangler nogen at snakke med, men fordi jeg føler, at det er nemmere at takle problemerne alene.”

Pige, 7. klasse

”Jeg har prøvet at være ensom. Jeg sagde noget, og så vendte folk ryggen til mig og gik videre uden at de hørte sætningen færdig”

Anonym

”Jeg synes ikke, at der skal være noget, der hedder populær og ikke populær. Jeg synes, at alle skal have lov til at være sig selv, og det synes jeg, at andre skal respektere.”

Pige, 6. klasse

”Når jeg tænker på ensomhed kommer der virkelig dårlige minder frem fra min gamle skole. Jeg var i en periode meget ensom og blev faktisk mobbet og mine gamle lærer gjorde intet. Men nu har jeg det heldigvis meget bedre og har nogle fantastiske venner her på skolen”

Anonym skoleelev i Lejre

”Én ting er sikkert: Der sker ikke noget for børn og unge hvis det kun er de voksne der taler sammen. Jeg er med for at sikre de unges stemme i +DIG.”

Henrik Harboe, 17 år og gymnasieelev

”Det er en stor glæde for mig at bidrage til børnenes sproglige udvikling og gennem læsning og fortælling at lære børnene, at en bog ikke er en død ting, men fyldt med levende og spændende fortællinger.” – Læs hele fortællingen her

Bente, Læsehest

”Hele mit arbejdsliv som lærer har jeg beskæftiget mig med børns udvikling, så jeg ved hvor vigtigt det er at læse for børn –  og så synes jeg også det er sjovt at læse op.”

Kirsten, Læsehest

”Digt vores verden noget større” – sådan lyder et af mine yndlingscitater, som er fra popgruppen TV2. Det er lige præcis det, der driver mit engagement som læsehest.

Helene, Læsehest

”Jeg vil gerne give dem oplevelsen af, at det er dejligt at læse og høre historier, at historier kan være som rum at gå ind i, et sted hvor de kan hente forståelse fra til deres eget og andres liv, deres relationer, deres og andres følelser, og hvad der ellers hører med til at være menneske.”

Helene, Læsehest

”Jeg har tid, jeg har vilje, jeg har erfaring, jeg morer mig altid sammen med små børn, bliver glad af samvær med dem”

Elsebet, Læsehest

”Hos os er der ikke nogen reservebænk – alle er på førsteholdet”

Forælderrepræsentant i bestyrelsen hos FDF Spejderne i Hvalsø

”Vi prøver at sørge for, at de føler sig velkomne hele tiden. Også når der er nogen der lige har brug for en pause fra fællesskabet”

Maja Leimand Høy, ungdomsleder i De Grønne Pigespejdere i Hvalsø

”Da jeg så, at man søgte læseheste til at læse højt for børn i daginstitutionerne i Lejre, tænkte jeg: det er lige mig! Og jeg er ikke blevet skuffet – tværtimod. Med min oplæsning og snak om billederne i bøgerne, giver jeg børnene en oplevelse, og jeg får lige så meget igen.”

Bente, 63 år, bor i Kirke Saaby, frivillig læsehest

”Klatring er ét af de steder, hvor man kan få et fristed”

Jon Hemmingsen, formand for Klatreklubben Giraffen

”’Alle børn og unge har brug for nogen at tale med, om det som er svært. Jeg bidrager og deltager i +DIG alliancen som centerchef i Headspace Roskilde, da vi i Headspace møder mange unge fra Lejre Kommune – og jeg ved, at der er brug for flere gode tiltage, så vi når alle børn og unge, som har det svært.”

Mette Truesen, Centerchef og leder af Headspace Roskilde

”Ingen børn skal føle sig uden for fællesskabet. Jeg er med i + DIG, hvor vi arbejder sammen om at alle børn kommer med i fællesskabet.
Børn og unge har brug for en god start på livet for at kunne få et godt voksenliv. Jeg har selv prøvet at stå uden for fællesskabet og have det dårligt – det ønsker jeg ikke for andre.”

Burak Ulrik Ulucan, 22 år, formand for +DIG-alliancen og kommunalbestyrelsesmedlem

”Jeg har valgt at være en del af projekt +DIG, fordi jeg synes vi har et ansvar for hinandens ensomhed. Mit formål med at være med i +DIG er at være et talerør for de unge. Jeg håber, at vi kan være med til at knække koden. Og dermed hjælpe flere børn og unge ud af ensomheden og ind i fællesskabet.”

Ida Persson, 17 år og gymnasieelev, medlem af +DIG-alliancen

”Ingen børn eller unge skal have ”ondt i livet” når de bor i Lejre Kommune. Som mor og politiker i Lejre Kommune er jeg optaget af at alle vores børn og unge har det godt. At det bliver taget seriøst og at der er hjælp at hente hvis livet for en tid er svært og udfordrende. Derfor er jeg stolt af at være en del af +DIG alliancen som netop udvikler mulighederne for at der er hjælp at hente hvis livet er svært.”

Lotte Greve, kommunalbestyrelsesmedlem og medlem af +DIG-alliancen

”+DIG alliancen insisterer på og formår at involvere mange i at bidrage til at skabe stærke fællesskaber for børn og unge. Oplevelsen af, at vi alle har et ansvar og noget at bidrage med er vigtigt. Særligt sætter jeg stor pris på, at alliancen også lykkedes med at involvere børn og unge selv. Ungebussen, film og hackatons giver børn og unge stemmer på nye måder.”

Elsebeth Kirk Muff, tidl. vicedirektør i SUS (Socialt Udviklingscenter) og medlem af +DIG-alliancen

”Som Direktør i Lejre Kommune med ansvar for børn & unge området er jeg optaget af at sundhedsplejersker, lærere, pædagoger, socialrådgivere og alle andre medarbejdere som har med børn & unge at gøre arbejder godt sammen om at støtte børn & unges trivsel og læring. Vi har sammen med forældrene et kæmpe ansvar for børn & unge; og børn & unge har også et medansvar, ikke alene for sig selv men også for at andre børn & unge har det godt. Vi løfter i fællesskab og vi løfter derfor også sammen med de andre samarbejdspartnere i +DIG.”

Jan Dehn, direktør i Lejre Kommune

”Jeg tror jeg blev involveret den dag , jeg snakkede om ensomme børn og unge i lejre og min bekymring derom. Jeg er særligt optaget af, at alle – både fagpersoner og voksne omkring børn – er opmærksomme på det og tager det alvorligt. Jeg ved nemlig at disse børn og unge oftes skjuler det, fordi selvtilliden er i bund eller de er flove. Det er jo ikke in at føle sig ensom. Jeg håber at jeg har bidraget med min faglige viden. Og jeg har gjort mit for at tale projektet op, de steder hvor jeg møder folk, enten i professionelle fora, foreninger eller privat.”

Bitten Persson, fællestillidsmand for pædagoger i Lejre Kommune

”Udvikling giver glæde og vi mærker glæden sammen”

Maria Meyer, instruktør på A-holdet i Osted Gymnastikforening

”Hvorfor er der ingen der vil lave legeaftaler med min datter?”

Forælder

”Jeg drømmer om et andet og bedre socialt liv for mig og min søn, men vi ved ikke, hvordan vi kan få det”

Mor til 10-årig, Lejre Kommune