Vil du læse op for 2-6-årige børn i Lejre? Så bliv frivillig Læsehest

Læsehestene er en indsats under +DIG, der har fokus på at give en ekstra hånd til Lejres mindste børn gennem oplæsning i daginstitutioner i hele Lejre Kommune

læseheste har kickoff på biblioteket

Igennem det seneste år har flere og flere af Lejres 2-6-årige børn i dagtilbud haft glæde af besøg af frivillige læseheste. Læsehestene er tilknyttet hver sin institution og kommer jævnligt og læser og taler med en lille gruppe børn, udvalgt af personalet.

Næste møde er torsdag den 5. september kl. 9-10.30. Mødet holdes på Kirke Hyllinge Bibliotek og er et kick-off møde for 4. sæson af Læsehestene.

Der er pt. 20 frivillige læseheste fordelt over hele Lejre Kommune. Ved den seneste evaluering var der stor ros og anerkendelse fra institutionerne til læsehestenes engagement og store indsats. Læsehestene giver værdi for alle både børn, institution og for læsehestene, som selv sætter stor pris på samarbejdet og netværket.

I februar og marts 2019 afholdt +DIG to uddannelsesdage for Læseheste sammen med pædagoger og bibliotekarer i Læseleg, hvor formålet var at lære sammen, få en fælles viden om børns sproglige udvikling og teknikker til at arbejde med det i hverdagen. Læseleg er et koncept, som er udviklet af Mary Fonden.

+DIG undersøger løbende, om der også er andre måder, man kan være frivillig på, og om der er andre måder, en frivillig kan sætte deres omsorg for børn i spil. Der er brug for flere Læseheste, hvis du har lyst til at være med på holdet. Vi hører gerne fra dig, hvis du har gode idéer til nye aktiviteter, du kunne tænke dig at lave med en gruppe børn eller unge. Aktiviteterne kan for eksempel foregå på Lejres biblioteker eller på den lokale skole i dit område.

Kontakt kulturkonsulent Kari Haugan Engberg, hvis du vil være Læsehest eller har gode idéer. Vi har allerede nogle tanker om en strikkesalon for unge, en tøjbyttedag eller måske en lektiecafé, hvor vi efterlyser frivillige, der har lyst til at være sammen med børn eller unge et par timer hver måned.

Kari Haugan Engberg, mail: kaen@lejre.dk, tlf: 24790312

2019-08-21T12:08:19+00:00